Ballonsafari Karen Blixen Camp

Den afrikanske savanne set fra luften

Klokken er ved at være seks. Solen sender så småt de første stråler ned mod den mørke afrikanske savanne, der er ved at vågne til en ny dag med nye oplevelser på godt og ondt for de forskellige dyregrupper på savannen, i buskadserne, i skovene – i Kenya, som vi i dag skal se fra oven i en kurv under en varmluftsballon.

Vi har været længe undervejs og er også ved at vågne efter en køretur på en times tid gennem Afrikas buldrende mørke på ujævne veje, hvor rystelserne sørger for, at vi ikke falder i søvn igen. Men tankerne vender momentvis tilbage til de komfortable senge på Karen Blixen Camp, som var det en anden verden.

Det er det på sin vis også, og virkeligheden rammer os, mens vi nyder den gryende daggry. Pludselig skærer en voldsom lyd gennem alt som et vækkeur af uhørte dimensioner, mens vi sørger for at ordne de sidste formaliteter inden ballonturen. Lettere forskrækket ser vi os omkring, mens tour-operatøren viser de hvide tænder i hele ansigtet.:
– It´s the ballon, siger han og viser på vej mod pladsen, hvor gassen sammen med store flammer larmende blæses ind i den meget, meget store og farverige ballon, der lidt senere skal være vores fartøj på vores himmelcruise over savannen.

Det er et fascinerende skue at se, hvordan ballonen rejser sig mere og mere, mens vi modtager instrukser om, hvordan vi skal sidde ved start og landing, og inden vi kan nå at sige Masai Mara er vi stille og glidende på vej mod den blå himmel, hvor solen nu danner den smukkeste kulisse sammen med den enestående natur.

Langsomt glider vi henover trætoppene ud mod savannen, hvor stilheden kun afbrydes af larmen, når ballonen skal ”gasses” op. Ellers er vi i en helt anden verden. Majestætiske giraffer, grupper af elefanter, antilopearter, zebraer, bøfler og hyæner fuldender billedet af den afrikanske savanne, som set fra luften er lige så smuk som fra vores safarikøretøj – bare anderledes og i et uforglemmeligt perspektiv.

Efter en lille time i luften nyder vi godt af de tidligere instrukser, da vores luftkaptajn lander så blødt som muligt, mens vi – på jorden – stadig er høje af vores oplevelse for livet. Heldigvis venter vores champagnemorgenmad på os på savannen, hvor vi på alle måder fordøjer morgenens spektakulære oplevelser, inden vi tager en tur i vores bil på vej tilbage til vores udgangspunkt – Karen Blixen Camp.

Kategori: Rejser og ophold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>