Kunne du godt lige have brugt et par ekstra kvadratmeter, end dem du har til rådighed i din nuværende bolig? Ja, så er der forskellige ting, du kan gøre:
- Køb en ny bolig.
- Udvid den du har.
- Indret dig til mere plads.
- Tag fat i en indretningsarkitekt.
Hvis du er meget presset på plads, fx fordi barn nummer 3 er på vej, og I stadig bor i den samme lille lejlighed, ja så kan en ny bolig måske være relevant. Men ofte er det faktisk ikke nødvendigt.
Og hvis du allerede har indrettet dit hjem til noget, der ligner en indretningsarkitekts personlige minimalistiske small living projekt, ja så kan det være, at du skulle prøve med en udvidelse af boligen – hvis det er en mulighed, der hvor du bor. Bor du i eget hus, er der ofte mulighed for tilbygninger af den ene eller anden art, som kan give mere plads i hjemmet.
Men hvis du bor du i lejlighed, eller hvis du bare ikke lige har mod på helt store projekter som boligkøb og boligudvidelser – ja, så er indretningen det oplagte sted at sætte ind! Læs med her og bliv klogere på hvordan du indretter din bolig ud fra en indretningsarkitekts mindset.
Spejlet som indretning og opbevaring
Med et spejl kan du tilføre rummet en visuel dybde, og på den måde er det et stærkt værktøj til at skabe en oplevelse af mere plads. Men vidste du, at du faktisk også kan bruge et spejl til at skabe mere plads? Nej vel. Men nu får du en indretningsarkitekts tip til, hvordan du kan bruge et spejl som en praktisk opbevaringsmulighed:
Byg en låge med et spejl uden på. Lågen skal være så dyb, at du kan opbevare mindre genstande inde i lågen. Det kan eksempelvis være nøgler, handsker og lignende, som du kan have hængende på kroge i lågens inderside. Uden på lågen monterer du så spejlet, sådan at lågen ikke kan ses, når man kigger på spejlet. Herefter hænger du simpelthen din ”spejl-låge” op på væggen med et par beslag i den ene side, så den kan åbnes.
Men nu hvor du bygger en spejl-låge, hvorfor så ikke også bygge en lille reol inde i væggen? Du skal selvfølgelig først tjekke, hvad væggen er lavet af. Er væggen en ikke-bærende indervæg, så er chancerne gode, for at du kan konstruere en løsning, som giver dig ekstra opbevaringsplads, uden at det optager flere kvadratmeter i din bolig. Om du så vil skjule vægreolen bag en spejl-låge, eller om du vil lade reolen være synlig, det er op til dig.
Sengens opbevaringsmuligheder
Sengen er ofte en overset mulighed for opbevaring. Der er to oplagte muligheder, som indretningsarkitekter blandt andet vil kunne foreslå:
- Bedrollers
- Køjesenge
Bedrollers er din mulighed for at udnytte den plads, du har til rådighed under sengen. Dette område anvendes ofte ikke til noget, og står således tit bare og samler støv. Med bedrollers kan du udnytte denne plads nemt, fordi bedrollers er skuffer med hjul. Det betyder, at du let kan trække dem ud, når du skal bruge dem og ind under sengen igen, når du har taget de ting, som du skulle bruge. Bedrollers fås i mange forskellige størrelser, som du kan kombinere, så det passer til størrelsen på din seng og afstanden ned til gulvet. Du kan også købe senge, som har indbyggede skuffer. Det kan give mulighed for en æstetisk lækrere løsning med et flottere finish. Sidst men ikke mindst så kan du bygge dine egne sengeskuffer, hvis du da har et latent DIY-gen.
Med en køjeseng kan flere sove i samme rum. Det kan være en fordel, hvis du har mange gæster, som overnatter, uden at du måske helt synes, at du har pladsen til det. Det betyder også, at gæsterne får mere gulvplads, hvilket kan være rart, når man eksempelvis skal op om natten og ikke lige ønsker at falde over sin sovende medgæst. På børneværelser kan køjesenge også være et hit, fordi de frigør mere gulvplads til at lege på.
Indretning af trappen i det private hjem
En anden ofte overset opbevaringsmulighed er trapperne i et hjem. Nogle gange ser man et helt uudnyttet tomrum under en trappe, som simpelthen er gemt væk i selve konstruktionen. I så fald bør du selvfølgelig skabe adgang til rummet på den ene eller den anden måde. Det kan være ved at fjerne en ikke-bærende væg eller ved simpelthen at lave en dør i væggen ind til rummet under trappen, som du så kan bruge til opbevaring. Du kan også spekulere i en total nedrivning af væggene under trappen, såfremt de er ikke-bærende.
Måske står din trappe allerede frit. I så fald kan du med stor sandsynlighed få mere ud af pladsen omkring trappen, end du gør lige nu. En ret speciel mulighed, som ikke mange tænker over, er muligheden for at lave skuffer i selve trappetrinene. Med den rette konstruktion, kan du faktisk have skuffer hele vejen op ad trappen.
Under trappen kan du bygge en reol, som går hele vejen op til trinnene. Og ovenover trappen – langs væggen – kan du hænge hylder på væggen, til opbevaring af eksempelvis bøger.
Bonustips og anbefaling af en privat indretningsarkitekt
Et bonus-tip, fra indretningsarkitekternes verden, er at udnytte højden fra gulv til loft. Eksempelvis i form af skabe, reoler eller hylder. På den måde får du mest muligt plads ud af dine kvadratmeter. Det er også vigtigt at være opmærksom på farvernes funktion i indretningen af din bolig. En privat indretningsarkitekt som KUBIK Indretning vil kunne rådgive i dette og give råd og vejledning til indretningen af din individuelle bolig. Et helt grundlæggende plads-givende tip til boligindretningen er at holde loftet i en lys farve. Det giver en oplevelse af rummelighed opadtil. Sidst men ikke mindst får du dette evigtgyldige gode råd: Ryd op og skil dig af med alt det du ikke bruger, medmindre det har en æstetisk funktion eller en stærk affektionsværdi for dig.
Held og lykke med indretningen til mere plads i din bolig!